Lad os begynde med at opklare nogle forvirringer man ofte støder på. En bull terrier og en pitbull terrier er ikke det samme. Sidstnævnte er ulovlig i Danmark. Det er en amerikansk race, der ikke har noget slægtsskab med den engelske bull terrier. De enslydende navne kan godt skabe noget forvirring, selvom de to racer faktisk ikke ligner hinanden. Hertil findes også en staffordshire bull terrier, der heller ikke er i familie med bull terrieren, men er lovlig i Danmark, mens dens amerikanske fætter, amerikansk staffordshire terrier, ikke er lovlig i Danmark. Der findes desuden en miniature bull terrier, der blot er en mindre udgave af bull terrieren. Så det er ikke underligt, at der findes en smule tvivl omkring disse bull- og terrierhunde. Bull terrieren kendes på sit karakteristiske æggeformede hoved og er en skøn selskabshund, helt lovlig i Danmark, og har, i modsætning til hvad man ellers kan læse rundt omkring, ikke en historie som kamphund. Den er avlet til at være udstillingshund og godt selskab. Derfor er den også en glad og sjov spagsmager at have i huset. Den kræver noget af sin ejer, fordi den er selvstændig og har svært ved at holde koncentrationen på én ting - som træning - i lang tid af gangen. Den elsker spas og løjer og udvikler et meget tæt og hengivent forhold til sine mennesker. Dens store sociale behov gør, at den ikke er ikke god til at være alene. Den kan være noget af en tornado af begejstret energi, og den kan for nogen mennesker og andre hunde virke meget voldsom. Det er ofte sådan, at enten så er bull terrieren slet ikke noget for dig, eller også så kunne du næsten ikke forestille dig at eje en anden race. Bull terrieren bliver typisk omkring 12 år.
Læs mereBull terrieren er en glad og fræk ballademager af en selskabshund. Den elsker at være sammen med mennesker, og ikke kun sine egne mennesker, men også fremmede bliver mødt med positivitet og nysgerrighed. Den er ikke rigtigt dygtig til meget andet, end at være godt selskab. Den kan være meget svær at træne, da den er meget selvstændig og ofte har sine egne idéer om, hvad den synes er spændende. Da den er avlet som selskabshund, så har den et meget stort socialt behov, og den trives bedst ved at være i selskab med nogen det meste af tiden. Den kræver kærlighed og opmærksomhed, men også tydelige linjer og solide rammer er nødvendigt for at holde spasmageren i skak. Det kan kræve noget tålmodighed at leve med en bull terrier og det er helt sikkert ikke en hund for alle. Men hvis man er klar på den hvirvelvind af kærlighed og kaos som bull terrieren kan være, så kan det blive et langt og lykkeligt hunde-menneske-forhold.
Bull terrieren er ikke en god vagthund, da den nok nærmere end at vogte huset vil byde tyven velkommen, og måske endda hjælpe til med indbruddet ud af ren begejstring for at være sammen med et menneske. Den har et ekspressivt kropssprog i forhold til andre racer, der godt af nogen, der ikke ved noget om racen, kan misforstås og det kræver altså af ejeren at være opmærksom og positivt formidlende når hunden møder fremmede i parken. Og så er det vigtigt at være vedholdende i socialiseringen af sin bull terrier allerede fra hvalp, så den lærer, at ikke alle hunde buser ind i andre hunde for at sige hej, ligesom den selv gør, og at nogle hunde kan blive utrygge, afvisende og måske vise tegn på aggression hvis den møder en voldsom bull terrier.
Bull terrieren bliver mellem 50 og 60 cm høj og vejer mellem 20 og 30 kg. Noget af det man først lægger mærke til ved bull terrieren er nok det fyldige, kraftige og æggeformede hoved med de små øjne og de spidse, opretstående ører. Det er en af de mest essentielle features ved racen. Den er muskuløs og kompakt bygget. Den skal se energisk og beslutsom ud. I mange år i begyndelsen af bull terrierens eksistens var den kun hvid, og andre farver blev betragtet som fejl. I dag kan man få bull terrieren både i den klassiske hvide farve, men også i andre farver som rød, fawn, sort brindlet og tricolour. Pelsen er kort med lidt underuld, ligger tæt til kroppen og er glansfuld.
Bull terrieren blev, modsat hvad man måske ellers kunne tænke ud fra dens udseende, avlet til at være udstillingshund og selskabshund i slutningen af 1800-tallets England. I 1800-tallet blev der med den voksende middelklasse en større efterspørgsel efter selskabshunde og hobbyhunde, som kunne bruges på udstillinger o.l. På denne tid var det at have en hund, der ikke var en brugshund med en praktisk funktion, et symbol på overskud og at have råd, og da der var flere og flere der fik råd, så var der også flere der var interesseret i at få en selskabshund. Bull terrieren blev først kaldt the new bull terrier for at tydeliggøre forskellen på denne nye selskabshund og den gamle kamphund bull and terrier. Man brugte engelsk bulldog, dalmatiner og den nu uddøde hvide terrier til at skabe racen. Den blev præsenteret for offentligheden første gang på en udstilling i 1862 af manden, der for eftertiden blev anerkendt som racens skaber, James Hinks.
Hunden blev hurtigt populær og moderne blandt det bedre borgerskab og allerede i 1887 blev The Bull Terrier Club dannet. Siden gennemgik bull terrieren en transformation hen mod den hund vi kender i dag. Harry Monk spillede en stor rolle i at modellere racen. Han arbejdede med at udvikle opretstående ører, da ørekupering var blevet forbudt, og han udviklede på hundens hoved, så det blev mere æggeformet. Andre opdrættere, der fik en signifikant betydning var Raymon H. Oppenheimer og Eva Weatherill, der i 1930érne begyndte at avle bull terrieren. De producerede rigtigt gode hunde og arbejdede både strategisk og politisk for det gode hundeliv og det er nærliggende at formode, at langt de fleste bull terriere i dag kan trække deres stamtræ tilbage til de to ildsjæles hunde. Den er altså altid blevet opdrættet med et socialt væsen og et unikt eksteriør som de vigtigste faktorer og har derfor, på trods af hvad nogle historier beretter om, aldrig været kamphund.
Det er ikke meget pelspleje der er nødvendig med bull terrieren, da den korte pels langt hen ad vejen passer sig selv. Den kan fælde i perioder, hvor det kan være en idé at holde lidt styr på de løse hår inden de havner i møblerne, evt. med et opvredet vaskeskind eller en let børstning. Især hvide hundehår er meget synlige i hjemmet. Det er en aktiv og egenrådig hund, der selv finder på noget at lave, hvis den keder sig. Dette kan gå ud over hjemmet. Derfor er det meget vigtigt for denne races trivsel at blive stimuleret og aktiveret tilstrækkeligt til at den føler sig udfordret og underholdt.
De mest udbredte arvelige sygdomme i bull terrieren er hjertesygdomme, ledsygdomme som hofteledsdysplasi og patella luksation, forskellige øjensygdomme, epilepsi, fejl i stofskiftet og nogle autoimmune sygdomme. Man kan scanne hundene for hjertesygdomme hvilket kan give et billede af racens tilstand på dette punkt, men det kan ikke sikre hunden 100% mod at udvikle disse sygdomme. For nogle af sygdommene er mønsteret for arvelighed ikke kendt. Bull terrieren har komplikationer med døvhed, der formodentlig er kommet ind i racen allerede i begyndelsen med den hvide terrier, der også havde store problemer med døvhed. De hvide hunde er mere disponeret for døvhed end de farvede hunde. Hvis hunden kun er døv på ét øre, så vil den i de fleste tilfælde kunne leve et fint og sundt liv, men dobbeltsidede døve hunde får meget svært ved at få et godt liv med god trivsel, og derfor bliver de ofte aflivet når problemet er opsporet.
· Bull terrierens øjne er meget unikke? Det er den eneste hunderace, der har øjne med en trekantet form.
· Flere kendte personer har kastet deres kærlighed på bull terrieren? Designeren Marc Jacobs har en bull terrier der hedder Neville. Han har sig egen Instagramprofil og lever det ekstravagante liv på første klasse. Også musikere som Eric Clapton, Liam Gallagher og Kirk Hammett har haft en bull terrier.
· En bull terrier med navnet Patsy Ann har spillet en stor rolle for havnebyen Juneau i Alaska? Selvom hun var født helt døv, så havde hun en meget veludviklet fornemmelse for hvornår skibe kom til byen, og hun påtog sig opgaven at hilse dem alle velkommen. Hun blev en fast del af byen og blev i 1934, som 5-årig, udnævnt til den officielle velkomsthund i Juneau. Efter hendes død blev hun begravet i kiste med byen som vidne og der blev opført en statue af hende, som stadig findes i dag.